tor, 15/08/2013 - 14:09

Bluegrass - ikke for sjov!

Af Jakob Wandam - DBC

Komikeren og skuespilleren Steve Martin har gennem hele sin karriere næret en stor kærlighed til banjoen. Instrumentet har fra begyndelsen været fast inventar ved Steve Martins stand-up-shows, og at han er en habil musiker, er dokumenteret på flere af hans comedy-plader. På The Steve Martin brothers (1981) bestod lp’ens a-side af comedy, mens b-siden var instrumentale bluegrass-numre.

Det store spring ud i en (side-)karriere som seriøs musiker tog Steve Martin i 2009, hvor han udgav bluegrass-albummet The crow: new songs for the five-string banjo. Anmelderne elskede albummet, som desuden vandt grammyen for bedste bluegrass-album i 2010. I 2011 fulgte albummet Rare bird alert, hvor Martin blev akkompagneret af bluegrass-bandet The Steep Canyon Rangers og havde Paul McCartney og The Dixie Chicks som gæster.

Love has come for you har Steve Martin slået sig sammen med folk/pop-sangerinden Edie Brickell. Brickell (der brød igennem i 1988 med singlen ”What I am” sammen med backingbandet The New Bohemians) har stået for alle albummets tekster, mens Martin har komponeret melodierne. Det er et makkerskab, der klæder dem begge. Edie Brickell har en poetisk åre, som løfter Love has come for you op på et endnu højere niveau end forløberne, mens Steve Martins elegante banjo-spil og smukke melodier giver Brickells luftige vokal den perfekte indpakning. At Martins aktuelle stjernestatus på bluegrass-scenen samtidig er blevet en platform for Edie Brickells kommercielle comeback, vil hun næppe heller klage over.

Love has come for you må kategoriseres som en bluegrass-udgivelse – Steve Martin behersker genrens konventioner på fornemste vis – men det er ikke et traditionalistisk album på samme måde som Martins tidligere udgivelser. Snarere end at genkalde bluegrass’ens karakteristiske high lonesome-lyd bevæger det sig over i en folk/pop-sfære, der nok har stærke rødder i den amerikanske (og længere tilbage, europæiske) folkemusik, men som også bærer spor af Beatles, Byrds og Brian Wilson.

Tilbage står billedet af et elegant, poetisk, luftigt og ualmindelig velspillet album, som er et rigtig fornuftigt bud på, hvordan bluegrass kan lyde anno 2013, og som vil stå som et hovedværk i begge kunstneres produktion.

Genre: 
Article type: 
Supplier: 
Category: 

Spilleliste

tor, 15/08/2013 - 14:18

Steve Martin and Edie Brickell - Love has come for you

Af Jakob Wandam - DBC

Et elegant, poetisk, luftigt og ualmindelig velspillet album, som er et rigtig fornuftigt bud på, hvordan bluegrass kan lyde anno 2013!

TrackKunstnerLink
1.Love has come for youSteve Martin & Edie Brickell